Helsinki Energy Challenge

Billede: City of Helsinki

PlanEnergi vinder Helsinkis ”Energy Challenge” i et konsortium af partnere fra Frankrig, Østrig og Finland

Helsinki har en målsætning om at blive CO2-neutral inden 2035. For at nå frem til dette, besluttede byen i 2020 at igangsætte en verdensomspændende konkurrence om 1 million € for det bedste svar på spørgsmålet

”Hvordan kan vi udfase fossile brændsler i Helsinkis varmeforsyning med så lidt biomasse som muligt?”

Helsinki modtog 252 forslag fra deltagere i 35 forskellige lande, hvilket senere blev skåret ned til et finalefelt bestående af 10 hold. Vinderne blev afsløret 16. marts og forslagene er lagt frit tilgængelige på Helsinki Energy Challenge-hjemmesiden: https://energychallenge.hel.fi/results-helsinki-energy-challenge

(Bilagene er dog ikke offentligt tilgængelige. Hvis der er interesse i at høre mere om, hvordan vi arbejder med omstilling af varmeforsyning, så kontakt PlanEnergi for en uformel snak.)

Prisen for det bedste forslag blev delt i 4 – med ”HIVE-konsortiet” som primære prismodtager. Sammen med franske Newheat og Engie samt Engies datterselskab Storengy, østrigske AEE Intec og finske Savosolar, har PlanEnergi leveret en løsning til den finske hovedstad, som indebærer en udfasning af kul i 2028 og fossile brændsler fra 2035, mens forbruget af biomasse halveres.

HIVEs plan for Helsinkis energisystem bygger på en blanding af velkendte løsninger og består af et miks af bl.a. havvandsvarmepumper, solvarme, elkedler og store varmelagre. Kombination af disse energiteknologier sikrer systemets forsyningssikkerhed og fremtidssikrer den grønne omstilling i Helsinki.

Afdelingsleder i PlanEnergi, Daniel Trier udtaler: ”Vi er naturligvis glade og stolte over sejren, men ser dette som første skridt. Nu skal Helsinki i gang med at føre omstillingen ud i livet. Vores største forhåbning er i virkeligheden, at Helsinki på denne måde viser vejen, så endnu flere storbyer rundt omkring i verden igangsætter processen med en grøn omstilling. Forhåbentlig kan dette tydeliggøre, at en omstilling af varmeforsyningen – også i store byer – ikke blot er mulig, men også kan gøres rentabelt.”

Læs mere om vinder-løsningen her: https://energychallenge.hel.fi/hive

Læs pressemeddelelsen (engelsk) her